(billedet er lånt her)
Den virksomhed, jeg arbejder for lukker til årsskiftet, så jeg finde ud af, hvad jeg så vil beskæftige mig med. Det er en meget underlig situation og stå i som 33-årig, hvor der lige pludselig er helt åbne muligheder. Jeg er virkelig nødt til at grave rigtig dybt og tænke mig grundigt om: hvad er det, jeg vil være, når jeg bliver stor?
Egentlig, er jeg virkelig glad for at være karriere kvinde med spændende udfordringer både fagligt og personligt, men vi har jo fået en lille guldklump i familien, som jeg også meget gerne vil bruge min tid sammen med. Hvad gør man så: vælger at geare ned for karrieren for at få ekstra tid med Hannibal, men med risiko for at blive godt gammeldags mavesur over at ofre karrieren på familiealteret? Eller vælger fortsat at give karrieren gas med den store ulempe at tiden med Hannibal er begrænset til et par timer om dagen og weekenden, hvor han dog så får gavn af en glad mor med overskud (som en gang imellem vil have dårlig samvittighed over ikke at være der nok)? Findes begrebet kvalitetstid overhovedet - kan man virkelig opveje manglen på timer sammen ved at være mentalt tilstede i de timer, man har sammen eller er begrebet opfundet af fortravlede forældre, der forsøger at retfærdiggøre, at de ikke har nok tid sammen med deres børn?
Jeg har ikke knækket koden endnu, men tænker videre.. gruble, gruble, gruble. Hvordan gør alle i andre, der også har børn og spændende interessante jobs ved siden af?
